Arken. Ursula Reuter 3.oktober 2024

Den 3. Oktober var Metropolis på Arken. Der var 18 deltagere og vi spiste en dejlig middag i caféen bagefter. Der var forslag fremme om vi næste gang vi skal på Arken kan gøre det en formiddag. Flere kom for sent på grund af myldretidstrafik.

Ursula Reuter Christiansens udstilling var en fantastisk kraftudfoldelse og et livsværk. Der var værker fra hele hendes lange liv, hun er 81 år. Hendes værker anskueliggjorte i høj grad hendes baggrund, som opvokset under krigen i Tyskland, og hendes livsvilkår som kunstner og kvinde. Hun har måttet kæmpe for sin plads.

Kastrupgaard “Kolossal” 19.september 2024

Efterårssæsonen første arrangement var til Kastrupgård 19.september.
Udstillingen hed Kolossal – grafik i store formater. Det var en meget spændende udst illing, adskillige nulevende kunstnere eksperimenterer med grafik i meget store størrelser. Der var 15 deltagere og vi spiste sammen bagefter på café Kystens Perle i Kastrup. Dejlig dag i sensommer sol.

Contemporary Copenhagen. Cathrine Raben Davidsen. 11.april 2024

22 Metropolis medlemmer og 1 gæst var d. 11. april til omvisning på Contemporary Copenhagen i soloudstillingen af Cathrine Raben Davidsens: Let everything happen to you. Den fremherskende mening var, at det var en meget smuk og bevægende udstilling, med billeder både fra hendes traumatiske barndom i 1980-rne og helt nye billeder med temaer fra tidens konflikter og krige.

En stor og meget anbefalelsesværdig udstilling.

Bagefter var vi 13 som spiste sammen på fiskerestauranten Hooked på Christianshavn. En vellykket aften.

 

Glyptoteket – “Efter naturen”, 29. februar 2024

En stor gruppe Metropolisser besøgte 29/2-2024 udstillingen ”Efter naturen – forfatter Josefine Klougart  genlæser Glyptotekets malerier ” på Glyptoteket.

Det var en spændende udstilling og et nyt koncept. Udstillingen omfattede udelukkende værker fra museets egen samling, og det helt nye var, at udstillingen er kurateret af en forfatter, Josefine Klougart  i stedet som vanligt af Glyptotekets museumsinspektører.

Forfatteren har udvalgt kunstværker fra 1800 og 1900tallet. Udstillingen er opdelt i 7 afsnit og i hvert afsnit er værkerne ledsaget af skrifter, essays, hvor hun beskriver sine egne oplevelser at den natur som værkerne skildrer og om hendes måde at betragte kunst på.

Hendes udgangspunkt er, at ” Naturen findes ikke længere. Den vilde, af mennesker uberørte,utæmmede natur er for længst historie”  Naturen er ændret bl.a. som følge af udviklingen af industrialismen og de klimaforandringer den har medført. JKs opfattelse er, at kunsten at skildre naturen  blev til et udtryk for kunstnernes egen natur, ikke kun den de facto eksisterende natur -og vi andrer opfatter så hver især den skildrede natur forskelligt. Det lyder lidt kringlet, men forklares så fint i overvejelser og fortolkninger af værkerne med de ophængte tekster. Og således forenes kunst og litteratur.

Det er fine værker fra den righoldige samling JK har udvalgt til ”sin” udstilling, både i den franske samling og fra dansk guldalder og en del værker, vi jo ofte opfatter som de endelige, men som i virkeligheden var kunstneres ”skitser” til såvel billedkunst som skulptur.

Udstillingen fik fantastiske anmeldelser og dem bifaldt vi, der var med til arrangementet.

Udstillingen løber til 20.8 , og man kan købe alle de skrevne tekster som et samlet essay.   

Designmuseet-19.marts 2024

Metropolis besøgte designmuseet den 19-3 for at se udstillingen “The future is present.”.
Vi var 22 til stede.
Bliver det mon vores “future ???”
Forestil dig ældre mennesker som smøres ind i creme, af robotter. Cremen “bilder “hjernen” ind at den har hudkontakt.
Prøv at forestille dig en lampe lavet at 8 meter kotarm. stor og imponerende. Som guiden sagde : “når man kan sidde på koskind, kan man vel også ha en lampe hængende lavet af 8 meter kotarm.!”
Forestil dig følelser på hætteglas. Monitorer i private hjem som udsender fuglelyde dufte og blid vind. Astronautkost til alle. (Så spares der ressourcer, og vi blir sundere .). 
Præfabrikerede flade pakker  der kan foldes ud som huse  , og benyttes efter katastrofer. 
Der var mange skøre ,sjove og tankevækkende ideer.
I et separat rum så vi bl a den første elbil (1970), og den første elektriske vaskemaskine.
Nostalgikerne kunne endvidere se en lille udstilling om Irma og kunst. Deres dåser og bæreposer .
Efter rundvisningen var vi 16 som spiste vi på cafe oscar som ligger lige ved siden af.
Maden var god og stemningen ligeledes
Flere havde aldrig været på designmuseet før og var meget optaget af historien bag bygningen.
 

Besøg på Kastrupgaardsamlingen 18. januar 2024

Udstillingen og rundvisningen var spændende.Først var vi igennem deres udstilling af grafik og tryk, som jo udskiftes løbende og derfor var ny i forhold til sidst vi var der. I sig selv med mange gode ting, f.eks. Bente Polanos ansigter af beboere på et Københavns plejehjem.Særudstillingen The Dark Side med papir arbejder var en oplevelse både hvad angår virtuositet i papir arbejde, men sandelig også værker med spændende og tankevækkende kunstneriske udtryk. F.eks. var Peter Callesens skulpturelle udskæringer fra et A4 ark nærmest utrolige og Signe Bos store relieffer i mange mange lag udskæringer om naturens undertrykkelse i vores tid både smukke og grusomme. Og rundviseren gav os mange gode informationer.Alle tilmeldte mødte frem og spisningen bagefter på Kystens Perle var en succes. Der var hyggeligt, og maden var rigtig god.Stor tilfredshed og fin stemning.Inga stod for arrangementet

Gl. Holtegaard – 30.november 2023

Udstilling ”Far har dukker med”.

Vi var 21 medlemmer der blev vist rundt af en inspirerende kunstformidler på denne spændende udstilling af Emily Gernilds (EG) værker.

EG er optaget af familiefortællinger, både dem som går i arv og dem som glemmes.

På denne udstilling tager hun afsæt i sine to tanters liv og skæbnehistorie.

Tanterne hedder Inger og Eva og de boede sammen til deres død. De boede sammen i villaen i Vanløse og fik aldrig børn. Deres far var en succesfuld konditor der forsørgede familien. 

Han kom ofte hjem med kager til døtrene, deraf titlen på udstillingen.

Inger var i datidens øjne  ”oprørsk og utilregnelig” og som ca. 35-årig fik hun foretaget det ”hvide snit”. Derefter var hun sengeliggende i lange perioder.

Det meste af erindringerne om dem har EG fra sin mor.

De fleste af billederne på denne udstilling var fra 2023, men der var også nogle ældre arbejder samt fotografier.

Billederne viser glimt fra borgerhjemmet og tanternes liv og som vi så var det fyldt med flødeskum, kager, sygesenge i beige, lyserøde og lilla farver.

Det var spændende billeder som vores formidler forstærkede med sine fortolkninger.

Bagefter var vi på ”Spiseriet” på den anden side af gårdspladsen og fik dejlig mad i hyggelige omgivelser.

 

Statens Museum for Kunst – 8.november 2023

Vi havde en forrygende tur i det nordsjællandske 9.6.23.
 
91 årige Gerda Thune Andersen fascinerende og spændende både personligt, politisk og kunstnerisk fortalte om sin kunst nu og gennem tiderne, samt bød på kaffe i sin skønne have. Hendes kunst var desværre for dyr for os.  
 
Finn Dam Rasmussen viste og fortalte engageret og i detaljer om sin keramik og skabelsesprocessen heraf. Vi købte en smuk vase/skulptur til foreningen. 
 
Endelig besøgte vi pianisten og maleren Carsten Dahl, som fortalte om sit liv med svært belastet opvækst, sin kunst og musik, spillede 4 intense improvisationer for os, og han og hans kone Charlotte beværtede os med kaffe og vin. Vi købte et maleri af ham til foreningen og nogle købte privat. 
 
Sluttede af på restaurant KNUD i Hundested havn. 
Stemningen var rimelig “høj” hos de 20 deltagere efter den samlede oplevelse.

Copenhagen Contemporary -12.oktober 2023

Vi havde en spændende møde på Copenhagen Contemporary 12/10.
Den primære opsætning var Yes it moves. Man kan med rette sige det var en meget spektakulær udstilling suppleret med en spændende lydside. Anderledes end de fleste udstillinger meget tankevækkende.
Vi fik af omviseren et lille tilbageblik i stedets tidligere brug fra BW til Det kongelige teater.
Der var et par mindre udstillinger også ganske spændende.
Hvis man havde lyst kunne man bagefter overvære en prisuddeling inden for kunst og textil.
Desværre var det ikke muligt at arrangere en fællesspisning denne gang.
Fint fremmøde ca 24

Dansk Arkitekturcenter -21.september 2023

 

Vi besøgte arkitekturcentret I anledning af at København af UNESCO er udvalgt til verdens arkitekturhovedstad 2023.

Der var rundvisning primært på udstillingen “Copenhagen in common”,hvor vi blev indført I mange af de ideer og tanker arkitekter gør sig om fremtidens bygninger og byliv med inddragelse af borgere og fællesskaber. Eksempelvis blev vi inspireret af tanker om fleksible boliger til unge, gamle, singler eller del af et bofællesskab.

En entusiastisk nyuddannet arkitekt beskrev de spændende udkast til bl.a fællesarealer I samspil med bæredygtige bygninger og grønne planter som en naturlig del af fremtidens storby. Kreative tanker om biodiversitet I byens rum indgik også som en væsentlig del.

Dagen blev rundet af med vid udsigt over byens vande I restauranten med livlig snak og intens gumlen på koen,som nok havde fået lov til at gå lidt fo længe på sommerens græs.

Kunsttur i det nordsjællandske – 9. juni 2023

Vi havde en forrygende tur i det nordsjællandske 9.6.23.
 
91 årige Gerda Thune Andersen fascinerende og spændende både personligt, politisk og kunstnerisk fortalte om sin kunst nu og gennem tiderne, samt bød på kaffe i sin skønne have. Hendes kunst var desværre for dyr for os.  
 
Finn Dam Rasmussen viste og fortalte engageret og i detaljer om sin keramik og skabelsesprocessen heraf. Vi købte en smuk vase/skulptur til foreningen. 
 
Endelig besøgte vi pianisten og maleren Carsten Dahl, som fortalte om sit liv med svært belastet opvækst, sin kunst og musik, spillede 4 intense improvisationer for os, og han og hans kone Charlotte beværtede os med kaffe og vin. Vi købte et maleri af ham til foreningen og nogle købte privat. 
 
Sluttede af på restaurant KNUD i Hundested havn. 
Stemningen var rimelig “høj” hos de 20 deltagere efter den samlede oplevelse.
  • Screenshot

Gallerivandring i indre by – 24. maj 2023

Vi var 21 veloplagte deltagere på turen i godt vejr og besøgte:
 
Galleri Hans Alf i Holberggade (www.hansalf.com). Der så vi udstillingen “Bar Roma” med værker af Erik A. Frandsen fra hans ophold i Italien. Hans værker tager bl.a. udgangspunkt i Mussolini-tidens fascistiske arkitektur og monumenter, som blandes ind i de meget spændende værker med billeder i billedet.
 
Galleri Specta (www.specta.dk), lige henne om hjørnet i Peder Skrams Gade 13. Her såvi  udstillingen “Liquid Roots” af Isabel Berglund med noget så usædvanligt som tekstilabstraktioner skabt ud fra spændingen mellem den vilde natur og vores trang til at kontrollere den. Galleriets meget søde ejer gav os en god introduktion til værkerne og andre værker i baglokalet
 
Helligåndshuset, Valkendorfsgade 23, 1151 Kbh.K, hvor sammenslutningen “JegLer & Co.” med forskellige kunstnere udstillede en mangfoldighed af værker. Noget bedre end andet
 
Galleri Krebsen (www.galleri.krebsen.net), Studiestræde 17A, 1455 Kbh.K. (Krebsegaarden). Det er et galleri drevet af kunstnere. Vi så  Regina Kanta og Nanna Moltke med “Nature & Phantasy”. Regina Kantas  spændende malerier bygger på fabler, gamle myter og legender og mysterier. Nanna Moltkes, som bor ved Limfjorden laver skulpturer i papir og diverse materialer fra naturen.  Regina Kanta fortalte om værkerne. God oplevelse. Vi købte et maleri og to skulpturer til foreningen
 
Vi sluttede af med spisning på Restaurant Krebsegården i samme bygning som galleriet. Fin stemning.

Hirschsprunske Samling – 26.april 2023

Anna Syberg.  ØJEBLIKKETS SKØNHED.

26 af foreningens medlemmer fik en kompetent rundvisning på Hirschsprung, der havde en særudstilling af Anna Sybergs billeder, de fleste udlånt fra Faaborg museum. 

Udstillingen omfatter en stor del af Anna Sybergs enestående blomster akvareller samt enkelte oliemalerier. Som kvindelig kunstner måtte også hun kæmpe for sin plads og undervisning. Hun var en periode ansat på Den Kgl. Porcelænsfabrik, hvor hun malede Flora Danica motiver.

Hun giftede sig 1894 med Fyenssmaleren Fritz Syberg, Det blev et kunstnerisk og familiemæssigt givtigt

forhold,. De foretog flere rejser Paris, Berlin, Firenze og et længere ophold i Pisa.

Hun fødte 7 børn, men tragisk nok overlevede hun ikke en galdestensoperation i 1914.

Efter rundvisningen  mødtes  22 af os til frokost på ”UNDER URET” lige overfor museet.

Gl. Strand – 3. marts 2023

Fredag d. 3. marts 2023 var vi på Gl. Strand, hvor en dygtig guide viste os den spændende udstilling ”Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary Art”. 

 

Udstillingen viste værker af 26 førende kvindelige kinesiske kunstnere, der på tværs af udtryksformer og generationer udfordrer et mandsdomineret samfund og gennem kunsten kræver deres plads.

Den kinesiske etbarns-politik (1979-2015) var et uhyggeligt gennemgående tema.

Vi var 18 medlemmer på rundvisningen.

Bagefter mødtes vi på ”Kafe Kys” til en kop kaffe, mm.

Louisiana-Det blinde øje-8.februar 2023

I januar besøgte 35 glade metropolisser Louisianas udstilling om mellemkrigstidens kunst i Tyskland , en meget stor udstilling med ca 600 værker udført af ca 90 kunstnere, omfattende kunst af mange slags – tegning, maling, foto, møbler, arkitektur , teater, film, musik – og som indholdsmæssigt spændte over et bredt spektrum af livet i Tyskland specielt tyverne, med stor fattigdom, politisk uro, desillusion efter krigsnederlaget, men også med et blomstrende kultur- kunst- og natteliv, indtil nazisternes magtovertagelse. 

Vi havde en glimrende rundviser som førte os gennem hovedtræk i udstillingen, og da vi var der om eftermiddagen var der fin mulighed for at fortsætte rundt på egen hånd bagefter, for 1 time var slet ikke nok til udstillingen. 

Det var ikke en specielt munter udstilling. Baggrunden var jo en forfærdelig krig som havde udmarvet Tyskland på alle områder, fattigdommen var enorm og kunst, kultur og forlystelser var for de få. Og kunsten blev rå realistisk på en ny måde, strømningen kaldtes Neue Sachlichkeit, og i den blev verden set på koldt og præcist , uden formildende omstændigheder. Så det var ikke ”smuk” kunst i gængs betydning. Det gjorde det til gengæld temmelig let at relatere de mange værker til lige præcis den tid hvori de var født, og det fremkaldte mere gys end glæde. En anderledes og meget seværdig udstilling, som Louisiana også fik megen ros for. 

Rundvisning og foredrag på Nivågårds udstilling om Sofonisba – 10. januar 2023

Vi blev introduceret til udstillingen gennem foredrag og rundvisning ved Sofie Bové dels i Nivågårds øvrige samling og i særdeleshed i udstillingen om Sofonisba . Hendes titel er ”Jomfruen og bondekonen” og omhandler hvordan kvinder skildres i kunsten  igennem tiderne. Meget vidende og inspirerende var der bred enighed om.

Efter rundvisningen var der  spisning  i Nivågårds udmærkede cafeteria.

Om Sofonisba – historiens glemte mirakel:

Hun var kendt som sin tids største kvindelige kunstmaler, et mirakel. Siden blev hun skrevet ud af kunsthistorien og glemt. Fortællingen om Sofonisba Anguissolas lange, virksomme liv under italiensk renæssance og ind i barokken er helt usædvanlig. Nu skrives hun atter frem i historien med efterårets ambitiøse særudstilling på Nivaagaards Malerisamling, hvor publikum kan glæde sig til at opleve en stor del af Sofonisbas kendte, overleverede livsværk. Museet, der ejer et af Sofonisbas vigtigste hovedværker, bringer omkring 20 af hendes malerier sammen i den første udstilling i Nordeuropa om 1500-tallets mest anerkendte kvindelige kunstmaler. 

Sofonisbas historie og mesterlige kunst er stadig til stor inspiration. Trods mere end 400 års afstand træder den eventyrlige kvindeskikkelse levende frem for os i sine selvportrætter, skriftlige kilder og gennem hendes gengivelser af mennesker, der betød noget for hende. Hun skildrede som ingen andre tidens kostbare tekstiler og smykker, oprigtige barneansigter, menneskeblikke og drømmende landskaber i baggrunden af sine tindrende smukke malerier.

Sofonisba Anguissola var en kvindelig mønsterbryder og en sjælden rollemodel for sin tid. Siden gik hun i glemmebogen i takt med, at kvinder særligt i 1800-tallet blev skrevet ud af kunsthistorien.

  • Screenshot

Kastrupgårdsamlingen – 8.december 2022

Det halve menneske- Eistrup på papir.

Vi var desværre kun 10 metropolismedlemmer som fik omvisning på den fantastisk udstilling af en glimrende omviser. Kasper Eistrup, som både er billedkunstner og musiker, arbejder hovedsageligt på papir. Efter sigende har han altid samlet på papir. Hans billeder er bygget op af mange slags papir, fotos og hans egne tegninger og skabt til at gå på opdagelse i. Hvilket vi så gjorde og fik mange interessante samtaler ud af. Udstillingens sidste værk er en lys- og lydinstallation af 8 minutters længde, som er meget smuk og bevægende.

Desuden rummer Kastrupgårdsamlingen landets største samling af nyere grafik. Den aktuelt ophængde del af samlingen var bestemt også værd at se.

Vi afsluttede besøget med kaffe og kage og alle de fremmødte gav udtryk for stor tilfredshed med at have set udstillingen.

Gallerivandring – 3. november 2022

Vi har tidligere galleri-vandret i  Nordvest, Indre By, Rørholmsgade og senest Kødbyen, og denne gang gik turen til  4 gallerier i Frederiksstaden omkring Bredgade og 1 galleri i Gothersgade valgt.

Der var 22 deltagere på turen. Det var aftalt med de 5 galleriejere, at de introducerer de udstillede kunstværker. Hvert besøg varede 25 minutter. De nedenfor nævnte kunstværker kan alle studeres nærmere på galleriernes hjemmesider.

Vi besøgte:

Galleri Alice Folker, Esplanaden 14.st.th., 1263 K (www.alicefolker.dk). Her udstilledes Sophie Kitching, ”Touch of Time”. Vi fik en god introduktion både til hendes lyse og mørke billeder.  Kun priserne afholdt os fra at købe et billede.

Galleri Christoffer Egelund, Bredgade 75, 1260 K (www.christofferegelund.dk), som lige havde udstillet NielsCorfitzen ”Metamorfose”, og nu viste Marco Evaristti ”Beauty of the chaos made by humans” med værker dels af krigsødelæggelser i Ukraine og dels af plastik-forureningen. Værker som gjorde stort indtryk.

Desuden så vi helt nye værker af den unge komet Jack Kabangu, congolesisk født men opvokset i Danmark.

Galleri Davis (Bredgade Kunsthandel), Bredgade 67-69, 1260 K (www.bredgade-kunsthandel.dk), som har soloudstiling med Neel Jans ”Color and Light, Nye Landskaber”. Meget smukke og slørede landskaber. Desuden keramik af samme kunsner.

Galleri Martin Asbæk, Bredgade 23, 1260 K (www.martinasbaek.com) som udstiller i USA boende, chilenske Iván Navarro ”Thunder”. Udført med neonlys og spejle.   Opvokset under det fascistiske styre i Chile og værkerne tager udgangspunkt og er præget af de voldsomme påvirkninger kunstneren har været udsat for. Igen en stærk oplevelse

Vi sluttede på

Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade 49, 1123 K (har åbent til kl. 18) (www.susanneottesen.dk) som udstiller Kehnet Nielsen ”Hiding in a Plain Sight” , meget store farveladne malerier med mindelser om Kirkeby m.fl.

Vi sluttede med fælles spisning på et restaurant Mercante i fin stemning til god mad.

Besøg i Louisiana – 27. september 2022 – Alex da Corte

Vi mødtes som mange gange før til rundvisning på Louisiana – på udstillingen med værker af Alex da Corte, en ung kunstner, født i 1980, amerikansk-venezuelansk, betegnet som ”rising star ”, selv om han allerede har udstillet på mange verdens førende museer og kunstsamlinger og på Biennialer  bl.a. i Venedig.

Udstillingen på Louisiana er både en retrospektiv og en ”ny” udstilling – en tour de force, som dækker hele hans virke fra omkring 2002 til nu.

Udstillingen udfordrer alle sanser – et orgie i farver, lyde, lys, tableauer, videofilm, installationer og hele fløjen med udstillingen fremtræder i en til udstillingen skabt scenografi, med gulve, vægge, farver og lyssætning specielt designet til anledningen. I de mange tilfælde hvor installationer og videoer rummer ”mennesker”, er det ham selv der er udstillet – som skulpturer eller som (eneste) medvirkende i de mange videofilm, som afspiller i timevis i langsommeligt tempo.

Grundlaget er måske, som nogle anmeldere har skrevet, et selvportræt og et portræt af det liv han har levet med alle de påvirkninger han har oplevet.

Men man kan læse sig til mange tolkninger af da Cortes værker, bl.a. på Louisianas hjemmeside og i anmeldelser af udstillingen .

Nogle af de indtryk vi selv samlede os: en absurd og meget morsom oplevelse – en politisk spændende udstilling, med en uudtalt kritik af højrefløjspolitik– en melankolsk udstilling af samfundets absurditeter – en ”barnlig” udstilling med meget relevante referencer til vores forbruger samfund –og med langsommeligheden i de mange videofilm som en voldsom kontrast til det tempo vores verden kører i. En stor oplevelse, og meget givende at se den med kyndig guidning.

Udstillingen kan anbefales og kan ses til primo januar 2023.

Besøg på SMK -11.oktober 2022 – Forbindelser-danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien

Vi var 14 medlemmer der deltog på dette arrangement.

Vores omviser var en spøjs fyr, men han var rigtig god til at fortælle om de forskellige værker.

I år er det 30 år siden, at Danmark tog imod 20.000 flygtninge fra krigene i det tidligere Jugoslavien. Mange af flygtningene valgte sidenhen at blive i Danmark, og den danske samtidskunstscene har i dag flere markante kunstnere fra det tidligere Jugoslavien. 

I udstillingen har SMK samlet syv af disse toneangivende kunstnere. Med enkelte undtagelser er de alle kommet til Danmark som børn med deres familier på flugt fra krigen på Balkan.

Vi fik bl.a. præsenteret monumentale sejl, hæklede verdenskort og et flydende flygtningecenter, samt fotografiske postkort fra et land, der ikke længere eksisterer.

Omvisningen varede en times tid og så var der afsat tid til at fordybe sig i udstillingen.

Bagefter gik vi til Cafe Marzano i Lundsgade 7, hvor vi fik serveret dejlig italiensk mad. 

Det var en hyggelig aften.

Kim Bentzen

Besøg i Cisternerne – 1. juni 2022 – Chiharu Shiota

Der var vådt foroven og forneden den dag, så forfriskninger var aflyst.

Vi gik direkte til rundvisning med en beskrivelse af Cisternernes geologi og anvendelse i tidligere tider. 

Her er aktive drypstenshuler. For de der ikke kan huske forskel på stalaktitter og stalakmitter, så hænger stalak ‘tits’ nedad. 

Udstillingen skulle opleves som en drømmelignende parallelverden, når den japansk-fødte kunstner Chiharu Shiota indtog Cisternernes mørke søjlegange og opleves fra gangbroer over et vandspejl, som skulle lede én dybt ind i Shiotas sælsomme univers.

De flotte billeder giver indtryk af det kolossale arbejde, der er lagt i udstillingen, og fremfor alt er det måske et af landets mest aparte udstillingssteder. 

En del gik med på Petersens familiehave efterfølgende.

Et charmerende sted i eftermiddagssolen, men pommes fritterne var trætte og øllet slattent,  bare de dog kunne lave mad!

Det falder tilbage på arrangøren at have valgt den forkerte have! 

Ref. Lisbeth 

Forårsudflugt til Lolland – 8. maj 2022

Vi var 15 medlemmer som tog den lange tur til Lolland og havde en lang spændende dag i strålende solskin.

Først så vi de fantastiske kæmpeskulpturer ude i det smukke landskab. Derefter kørte vi til Richard Winters hus, hvor vi fik en interessant gennemgang af hans liv og kunst og så huset hvor der er malet på vægge og lofter og hænger billeder alle vegne.

Frokosten indtog vi på Fuglsang Kunstmuseum og fik derefter en omvisning i deres permanente udstilling og også i den aktuelle særudstilling.

Alle gav udtryk for at det havde været en indholdsrig dag.

Besøg på Louisiana – 24.marts 2022 – Peter Cook

Vi var ca. 20 deltagere denne eftermidddag på Louisisana, hvor vores omviser gav os en fin præsentation af denne ret specielle udstilling.

Den britiske avantgarde-arkitekt og professor Sir Peter Cook har først og fremmest brugt tegningen som medie til at udtrykke sine alternative og ofte vilde ideer og visioner, som er forslag til nye måder at forme byen og bebo den på.

Cooks tegninger skal opfattes som projekter, men faktisk blev kun et par stykker ført ud i livet, heriblandt Kunsthaus Graz i Østrig, der blev indviet i 2003 og som hurtigt blev kendt under kælenavnet “det venlige rumvæsen”.  

Efter omvisningen var der god tid til at nyde smukke Louisiana, inden vi skulle spise i cafeen.

Desværre var maden skuffende kedelig, men det var selskabet heldigvis ikke.

Kim Bentzen

Besøg på Contemporary – 25. februar 2022

Den 25. Februar gik turen til Copenhagen Contemporary – beliggende i nogle af de store B&W haller på Refshaleøen. 

Udstillingen ”Light&Space” har navn efter en kunst”bevægelse” der opstod i Californien i 1960ere og som var karakteriseret ved fokus på lys og rum og usædvanlige materialer og lys, anvendt i den almindelige industri og i rum- og militærindustrien, og oftest i form af installationer.  Nogle af kunstnerne blev etablerede og kendte, andre gik mere eller mindre i glemmebogen, og værkerne findes kun i nogen grad bevaret, da de ofte er meget store og ikke lige til at opbevare. En egentlig kunstnergruppe var der ikke tale om, men de blev inspirerede af hinanden og kun sjældent er mange udstillet sammen. Bevægelsen har inspireret kendte nulevende kunstnere, bl.a. Olafur Eliassen og Jeppe Hein, som også deltager i denne udstilling. 

27 kunstnere deltager i udstillingen på Refshaleøen.Det er en overvældende og meget spændende udstilling, der udfolder sig over 5000 m2, en stor oplevelse af værker i alle udgaver : billeder på væggen, op-art, rum i rum, nogle defineret af lyset eller mangel på samme, skulpturer og installationer i alle mulige forskellige størrelser og materialer, lysinstallationer, store og små, spejlinger … en udstilling, der udfordrer alle sanser. 

En del af værkerne er genskabelser af for længst destruerede værker, andre er nyskabte til udstillingen. En beskrivelse af værkerne i al deres forskellighed kan ikke yde udstillingen retfærdighed – man må til Refshaleøen og se den rigtigt, og det er en unik mulighed for at se al denne særlige kunst, samlet på ét sted –   og hvis man tager børnebørnene med kan man slutte af i legoværkstedet, hvor der kan bygges store værker af transparente legoklodser. Udstillingen slutter primo september.

Besøg på Louisiana – 26. januar 2022 – Jerichau

Så blev det muligt atter at komme på kunstmuseum efter endnu en nedlukning.

Metropolis første arrangement blev da også fuldtegnet.

Vi besøgte Louisiana hvor vi fik kompetent guidet rundvisning i Jerichau udstillingen.

Jens Adolf Jerichau (1890-1916) nåede trods et kort, men intenst liv, at frembringe en stor kunstnerisk produktion.

Hans værker er store og farverige, inspireret af konventionelle motivvalg fra Bibelen og kunsthistorien, som han fortolker på sin helt egen måde.

Mæt af fantastisk kunst og fortælling om kunstnerens spændende og oprørske liv, bevægede vi os ind i caféen, hvor middagen ventede.

Besøg på Arken – 17. november 2021 – Hvis jeg står

Den 17.11.2021 besøgte en lille udsøgt flok på 12 personer(afbud fra 4 pga COVID-19) Arken.

Vi så den iransk-fødte, i København bosiddende, kunstner Farshad Farzankias udstilling “Hvis jeg står” bestående af ca. 30 malerier, tegninger og silketryk.

Alle værkerne er skabt i perioden 2018-2021 hvilket selvfølgelig medførte et vist ensartet præg mht. farvevalg og teknik. Der var tale om store lærreder med dels et poetisk indhold, dels en fortælling om kunstnerens fortid i Iran. Endvidere var der indhold af religiøs karakter.

Vores guide var ikke den mest ansporende vi har haft, så fortolkningen var til dels overladt til os selv, hvilket medfødte flere spændende diskussioner.

Alt i alt en interessant udstilling. Det bliver spændende at følge hvordan Farshad Farzankia udvikler sig.

Vi sluttede banan tro af med hyggeligt samvær og spisning i Arkens udmærkede restaurant.

Besøg i kunstnergaden Rørholmsgade 23. september 2021

Vi havde et livligt og aktivt besøg med 18 fremmødte  på 6 udvalgte gallerier i “Kunstnergaden Rørholmsgade”. Det var tilrettelagt af kontaktpersonen Ghita Falch, som tog godt imod os og fortalte om gadens historie og sig selv. Der er 16 kunstnere med hver deres galleri samlet forbundet af en forening. De holder åbne dage og særlige arrangementer og rundvisning som her med Metropolis.

Ud over Ghita Falch, som maler og designer puder, besøgte vi Charlotte Tønder som vi købte bronzeskulpturen “Avocaten” af til foreningen (se billede), Etsuko Oide, som vi købt et ryk af, Ingrid Møller, med spændende billeder fra Færøerne, Birte Claire og Tove Balling.

Flere deltagere købte ting med hjem.

Dagen sluttede med hyggelig spisning henne om hjørnet

Efter stilheden – SMK 29. september 2021

Så er vi godt i gang igen efter nedlukningen. Det andet arrangement i dette efterår gik til SMK for at se udstillingen

”Efter stilheden – kunstens kvinder tager orden”.

Vi var 19 til omvisningen og lidt færre til den efterfølgende middag.

Vores meget vidende omviser fortalte detaljeret om flere af kunstnernes værker, politisk og aktivistisk kunst, og deres betydning i den tid de var skabt. Stærkt eksempel er portugisiske Paula Regos abortserie og Lene Adler Petersen tegnede indlæg om p-pillesagen i bladet Kvinder.

En meget opløftende og løfterig udstilling.

Zorn på Ordrupgård den 20. oktober 2021

Det blev en dejlig oplevelse med en dygtig guide kom vi rundt om Zorn og hans spændende liv og mange smukke billeder, ikke mindst af kvinder. 

Herefter fik vi en 7 retters overdådig servering i cafeen. 

Vi var 28 til omvisningen og 22 til spisning.

Henrik Saxgren på Sophienholm, 20. maj 2021

Fra Tønder til Thule – det meditative landskab

Det lykkedes os at få Henrik Saxgren himself til at komme og introducere udstillingen for os og følge med os rundt.

Det blev en stor oplevelse.

Han indviede os i sine metoder og mange spændende tekniske detaljer, bl.a. hvordan han ændrede farvebalancen i sine billeder for at få det udtryk frem i billedet som svarer til den mentale tilstand og oplevelse, han selv havde ved at være i landskabet. F.eks. hvordan han gråtoner himlene for at fremhæve detaljer i landskaberne.

Han fortalte om den mentale ændring han selv havde gennemgået ved at bruge sin fotokunst til at gengive meditative motiver fra landskaber og kulturer. Ellers er han jo mere kendt for med stor indlevelse at være aktionspræget og dokumenterende med reportagefotos fra brændpunkter rundt omkring i verden.

Udstillingens billeder fra Tøndermarsken, det nordligste Grønland og Island er blevet til efter sammenlagt måneders væren i hver af landskaberne og miljøerne.

Saxgren indviede os også i mange anekdoter omkring billedernes tilblivelse, ikke mindst fra Grønland, som gjorde udstillingen ekstra levende.

Meget inspirerende.

Forfatteren Peter Høeghs beskrivelse af sin oplevelse af Saxgrens billeder har inspireret til udstillingens undertitel – det meditative landskab.

”Fotografier er på en måde døre, der åbner indad. Til et menneske eller til et landskab. Men det åbner ikke kun indad. Fotografiet er åbent begge veje. Det er en portal igennem hvilken, du får adgang til verden. Men verden får også adgang til dig. Det er som om motivet trænger ind i dig og tager bolig dér ”.

Vi var 29 deltagere, og hovedparten var med til spisningen bagefter på Sophienholms gode restaurant.

Bedste hilsner Henrik

Besøg på Louisiana 3. juni 2021

Så er vi i gang efter coronapause med 2.arrangement  som gik til Louisiana.
På en solrig eftermiddag mødtes vi på Louisiana ca 20 medlemmer.
Grundet coronarestriktioner kunne en så stor gruppe ikke få en ordinær omvisning men i stedet et foredrag på ca. 1 times varighed. 
Foredraget var med en meget veltalende og dygtig kunsthistoriker.
Foredraget var om emnet ”Mor” som var deres særudstilling.
Et meget spændende foredrag rigt illustreret med fine anekdoter.
Efter foredraget gik vi selv rundt en times tid og så udstillingen efterfulgt af
spisning i caféen. 
En dejlig dag på Louisiana
Hilsen Klaus

Anna Ancher på SMK, 26. november/3. december 2020

Anne Ancher kom tilbage til SMK og det gjorde Metropolis også.

Den 26. november var vi 19 medlemmer og gæster som så en fantastisk spændende udstilling.
Det foregik lidt anderledes end det plejer pga. corona-restriktioner; vi var ikke så mange, vi fik et glimrende foredrag af en times varighed i biografen i stedet for omvisning, og der var ikke tilslutning til at gå ud og spise bagefter.

Men vi fik en god indførsel i Anne Anchers liv og kunst og så hendes dejlige og spændende billeder, og fik også snakket lidt med hinanden: Sådan som vi godt kan lide.

Arrangementet blev gentaget d. 3. december med 10 deltagere.

Tur til Cisternerne, 23. september 2020

Det var med  glæde og nogen bæven, at vi indlod os med et metropolisarrangement i september, til Cisternerne i Søndermarken. Det lod sig gøre med de coronaindskrænkninger, der var gældende på det tidspunkt. Vi var heldige med vejret, så det var kun et plus, at introduktionen foregik på en solbeskinnet skrænt i Søndermarken, inden vi gik i bådene og stagede rundt i de mørke og tyste cisterner.

Kunstneren bag den – stadigt viste – udstilling er Tomás Caraceno, en argentinsk født multikunstner, arkitekt, performer. Han udstiller globalt, men lever og arbejder i Berlin med et stort studio og en meget stor medarbejderskare. Han er dybt fascineret af edderkopper og en del af hans studio er indrettet som ”edderkoppekoloni” hvor han opdrætter edderkopper og studerer deres spind, som han eftergør tredimensionalt og lader indgå i sine kunstværker. Det lyder spøjst, er meget smukt.

Udstillingen af Tomás Caraceno hedder ” Event Horizon” . Udtrykket er en metafor for et ”sort hul” og udstillingen kan /skal opfattes som et bidrag til diskussionen om den eksisterende klimakrise og menneskets overlevelsesmiligheder. Det kan man læse meget om i de mange kunstanmeldelser, udstillingen har affødt, og som kan findes på nettet. Man kan også bare nyde stilheden, lyden af klukkende vand fra bådene man sejler rundt i , tavsheden – og de store installationer, der møder én i de forskellige rum: svævende sølvskinnende sfærer,  kæmpe edderkoppespind, videooptagelser af vandedderkoppen, der lever sit liv i selvskabte luftbobler under vandet. En forunderlig oplevelse !!
Udstillingen vil være åben det meste af 2021 og kan anbefales !

Det var dejligt at mødes med gode metropoliskolleger efter en kunsttom forårssæson, hvor mange af os havde været isolerede i større eller mindre grad, og vi sluttede af med en hyggelig pizzamiddag – under håndhævelse af coronarestriktioner!

Tur til Lousiana den 7. januar 2020

21 var på tur til Lousiana – 19 medlemmer og  2 gæster – for at se den amerikanske expressionistiske  maler Marsden Hartley (1877-1943). Vi blev fint ført gennem udstillingen af kunsthistoriker Matilde.

Marsden Hartley var en inspirationskilde for de moderne amerikanske malere . Bl.a. Rothko og Jackson Pollock.
Han opholdt sig i lange perioder i Tyskland. Her satte Gabrielle Münter  (kan i huske hende ? Hun var udstillet på Lousiana, hvor vi så hende. Hun var Vassilis Kandinskis samlever) ham I Kontakt med andre tyske malere.

Disse ophold afvekslende med længere ophold i New England. Han rejste gennem hele sit voksne liv. Nye steder nye billeder – let påvirkelig, som han var. Det altoverskyggende motiv er naturen med skjulte referencer til hans seksuelle identitet som homoseksuel.

Fra 1938 begynder han at male mennesker og billedet af hummerfiskerne købes som det første af et Amerikansk Museeum.
I sin anden Europa periode er han bl.a. i Provence for at opleve Cézannes kunst.

Hjemkommet malede han sine første landskaber i 20 år. Fra 1938 begynder han at male figurer. Han knytter et tæt venskab med familien Manson i Nova Scotia i Canada.Her bygger de en hytte til ham så han kan opholde sig her i sommerperioderne.  Billedet “Den Sidste Nadver” af familien er med en krans foran de to drenge. Historien er, at de to drenge  omkommer, da de falder gennem et hul i isen og drukner.

Omvisning på Arken, 4. december 2019 – Ung Dansk Kunst

Omvisning på Arken d. 4. December 2019, hvor vi så Ung dansk kunst- Samfundsprognoser.

10 unge kunstnere giver i udstillingen skarpe og nytænkende prognoser for vores fælles fremtid.

Udstillingen afspejler en sårbarhed, usikkerhed og tvivl, som mange af os oplever i dag. Værkerne undersøger vor tids store spørgsmål om klimakrise, global økonomi, forbrugersamfund mm.

De fleste af de repræsenterede kunstnere arbejder så kaldt konseptuelt, dvs at kunstværket er idebaseret, i den forstand at ideen bag kunstværket vurderes som vigtigere end den håndværksmæssige eller visuelle udførsel.

Igen et spændende og givende omvisning med efterfølgende hyggelig middag.

Nanna Abell
To atypiske strandstole har fået deres stof skiftet ud med udspændte bikinier. Abell forbinder kropskultur, konsumkultur og forurening i en surrealistisk og dystopisk strandscene.
Benedikte Bjerre
Skulpturen Pophole associerer både til burhøns og bland-selv-slik. Den er skabt af massevis af slikspejlæg importeret fra Malmø. Bjerre undersøger knudepunkterne bag de økonomier vi alle har andel i, når vi guffer bland-selv-slik i sofaen fredag aften.

Leonard Cohen på Galleri Gammel Strand, 6. november 2019
A Crack in Everything

Vi var ca. 20 der deltog i denne meget anderledes udflugt ind i en udøvende kunstners verden.
Den anderledes kunstudstilling er kurateret af Musee D’Art Contemporain de Montreal. Den er på rejse fra Montreal, New York, Copenhagen og senere San Francisco. Cohen blev portrætteret i video klip der strakte sig over en hel væg og delt op i tre dele. At se den var som selv at være der.

Installationen er udført af Cancice Breitz – stor stor oplevelse. I et andet rum var opsat et orgel, hvor man kunne spille på forskellige Cohen citater og udsagn. Der var opstillet multiple højtaler.

The Poetry Machine af Jane Cardiff og Georges Burnes Miller. Som at være i Dialog på tangenterne-sjov og anderledes oplevelse.

I et andet rum kan man komme ind i et sacrofag lignende værelse og her være tæt på døden. Sangen halleluja synges i en installation af de deltagende liggende med højtalere nedhængt fra loftet meget realistisk oplevelse. Udstillingen er delt mellem Museet og Galleri Nicolaj hvor vi går over.
Her er en installation mænd i et kor af mænd nøje udvalgt til at synge mesterens album I`m your man. Understøttet af Koret fra Shaar Hashomayim Synagoge Choir fra Westmount i Montreal. De ses også synge i en stor samlet gruppe. Som en anmelder skriver :” Det er hele Cohens mangfoldige liv , man ser gennem ”revnen i alting”. Der er sangværker som en galakse for sig og alligevel i åben og evig dialog . Man kan tilbringe dage på denne udstilling , og der grund til at komme igen og igen.”

Turen afsluttedes med en dejlig middag, hvor hver bestilte sit , på Cafe Zirup en dejlig Restaurant i Læderstræde. Efter lidt forsinkelse, hvor hver spiste sin ynglingsret. Var der gode snakke og hygge ved bordene mellem de nye, som gamle medlemmer. Sådan. Der findes nok ikke bedre klub for ældre livsduelige læger med/ og uden partnere.

Klik på billeder ovenfor og se en lille video fra touren

Edition Copenhagen 2. oktober 2019

16 medlemmer og to gæster besøgte Edition Copenhagen en sen eftermiddag i det tidlige efterår. Der var nu afdøde Yvonne Gradert der “opfandt stedet” og det er 3. gang vi besøger det. Peter Vissing er vores kontakt.

Som noget nyt blev vi indbudt til at se det litografiske værksted i arbejde. Deres chef litograf og medejer Rasmus Urwald viste os teknikken. Basalt set er det fedtopløselige og vandskyende elementer der er med i den tekniske del. Litografierne trykkes med en farve ad gangen.

Udvælgelsen af kunstnere sker fra værkstedet . De har kontakter worldwide og lokalt. Man opfordres til at få trykt sine værker på værkstedet. Edition anses for et af verdens fineste trykkerier.
Vi var så heldige at møde den Iranske kunstner Farshad, der er i gang med en ny litografi. Se billederne. De der var med på galleri vandringen husker ham fra udstillingen i Politikkens forhal. Vi købte en Fugl af ham til udlodning.
Teknikken er illustreret med påføring af sort farve på litografien.

Vi besøgte rammeværkstedet. Herefter udvalgte vi blandt et antal litografier Peter Vissing havde fundet tre til auktionen på generalforsamlingen.
Aftenen sluttede med en dejlig middag på Færgecafeen der ligger et stenkast væk.

Gallerivandring Metropolis 20. juni 2019

Vi vandrede med Camilla Rohde til Politikens Forhal, Mette Saabye, Jeanette Land Schou og Inge bjørn hosGalleri Tom Christoffersen

1. Farshad Farzankia. On Going Home
Farshad Farzankia (født 1980 i Teheran, Iran) er opvokset i København, hvor han i dag bor og arbejder. For få år siden indstillede han en 15 år lang karriere inden for grafisk design for at kunne male på fuld tid. Udstillingen ’On Going Home’ er Farshad Farzankias anden soloudstilling i Danmark og han har allerede modtaget stor opmærksomhed både herhjemme og internationalt.

Farshad Farzankia tager ofte afsæt i filmens og poesiens verden såvel som i den iranske kunst- og kulturhistorie i sine værker. Det er netop i dette lys denne udstilling, som har fået titlen ’On going home’ skal ses – som et forsøg på, at finde en oprindelse og en søgen efter et ståsted i verden. Hvert maleri i udstillingen kan ses, som et nedslag i en film, hvor hver scener med forskellige vinklinger og virkemidler, handler om at finde ind til en kerne og måske finde et dybereliggende svar på livets store spørgsmål. Scenerne – som ofte udspiller sig i relation til hinanden – er fyldt med magiske hændelser, forhindringer, figurer og symboler, der tilsammen udgør fortællingen om rejsen fra liv til død.

2. Mette Saabye.
Mette Saaybye er udlært guldsmed i 1994 og dimitterede i 1996 fra Institut for Ædelmetal.

Mette Saabye er en af dansk smykkekunst mest anerkendte eksperimenterende kunstnere. I de seneste år har Mette Saabye arbejdet med smykker der referer til identitet virkelighedsopfattelser og det enkelte menneskes syn på hvad der opfattes som dyrebart og unikt. Hun arbejder også med helt jordnære inspirationskilder som håndværket og dets muligheder, funktion, skønhed, ornamentik og relationen mellem krop og smykke.

3. Jeanette Land Schou. Alt i alt. Fotografi.
Mette Sterup-Hansen: Om Jeanette Land Schous landskabsbilleder har Mikkel Bogh engang skrevet følgende: Fotografier udmærker sig i lige så høj grad ved det de skjuler, som ved det de viser […]. Grader af synlighed og tilgængelighed for øjet og tanken er […] afgørende for hvordan billedet virker på forestillingen; det fotografiske billede stiller os ikke overfor valget mellem at se og ikke se, mellem lys og mørke, mellem synligt og ikke-synligt, men frembyder et landskab med ruter, åbninger, indgange og muligheder og ligeså mange spærringer, afbrydelser, uigennemtrængeligheder, udelukkelser og umuligheder. Det er måden hvorpå disse muligheder og umuligheder fordeler sig i billedet, måden hvorpå blikket ledes ind og ud af fotografiet og rundt i dets zoner af vekslende sigtbarhed, der udgør dets egentlige tekstur og betinger dets betydning for os. […]. Steder, objekter og stemninger som kun erfares vagt i perceptionen kan i fotografiet samle sig og få prægnans og […] synlighed.

4. Inge Bjørn. Tråden er min pensel. Curated by Ida Schyum & Fanny Christoffersen. 21.6 – 27.7.2019
Med sine 94 år er tiden inde til en retrospektiv udstilling med billedvæver Inge Bjørn. Hendes værker imiterer ved første øjekast en malende og intuitiv praksis, men går man et skridt nærmere afsløres en helt anden fremgangsmåde. De er ikke kastet spontant og hurtigt op på et lærred, men syslet frem i naturfarvet garn, hvor varetagelsen af det intime arbejde med materialet skinner igennem. God tid er en iboende forudsætning for vævning, og tid har derfor også været central i myter om væversker. I Grækenland og Norden har man fortalt om skæbnegudinderne, der spinder tidens væv og menneskets livstråd. Ligeså forholder Bjørn sig til tidens tråd og vævningens historie. Som sin tidligere samarbejdspartner Asger Jorn dyrker hun folkekunstens væveteknikker og æstetik men formår samtidigt at at pege frem mod billedvævningens aktualitet i dag.

Vi er vedvarende i kontakt med stof, der både kommunikerer tilhørsforhold og identitet, såvel som opfylder funktionelle behov i form af tøj. Synet af det håndvævede og sælsomt bearbejdede tekstil i Bjørns værker fremmer således refleksionen over dét, vi vanligt omgiver os med. Men billedvævningen har særligt på grund af denne funktionelle brug af tekstil samt sin kønnede historie haft svært ved at vinde indpas på lige fod med maleriet. Derfor demonstrerer Bjørns værker, hvad kunstkritikkeren Erik Clemmensen spåede i 1971: “Billedvæv er et nyt begreb, i hvorvel man har vævet billeder i årtusinder. Nu er der sket et eller andet, tråden har gjort sig en ny dimension bevidst. (…) Og bemærkelsesværdigt er det kvinderne fortrinsvis, der er skaberne af denne nye kunstart, som er garnernes erobring af rummet, og som om halvtreds år vil blive opdaget af de altid så forsinkede kunsthistorikere.”

Vi sluttede en skøn udbytterig sommerdag med spisning i Studiestræde
Bedste hilsner
Henrik

Nivaagaard 25. april 2019

Torsdag d. 25. april var til rundvisning på Nivaagaard:

’WILLIAM MORRIS. Al magt til skønheden!’

Denne særudstilling handlede om den engelske kunstner William Morris, hvis mønstre og tanker om skønhedens magt revolutionerede britisk design. Han blev som hovedskikkelsen bag Arts & Craft-bevægelsen den mest indflydelsesrige designer fra det 19. århundrede, og hans mønstrede tapeter og tekstiler inspireret af naturen er fortsat elskede verden over.

Som kunsthåndværker, designer, forfatter, bogtrykker og social reformator ville han give al magt til skønheden og forandre det engelske samfund. Han gik til angreb på tidens masseproduktion og overforbrug,og hans tanker om skønhed, fællesskab og bæredygtighed er stadig højaktuelle.

Morris giftede sig med gruppens ombejlede yndlingsmodel og muse, den smukke Jane Burden. Samtidig var han både en succesrig forretningsmand og en af Englands første socialister. Alt, hvad William Morris gjorde, var båret af en revolutionær gnist. Kunstneren higede efter at gøre verden og tilværelsen bedre med sit design.

Udstillingen viste Morris’ smukke og sanselige univers af tapeter, tekstiler, møbler, glasmosaikker, bøger mv.

Arken 27. marts 2019

14 medlemmer deltog i udstillingen “En kærlig verden” af australske Patricia Piccinini.
Hendes metode er beskrevet som magisk hyperrealisme og selv siger hun, at hun arbejder med relationer.
Med relationerne mellem det kunstige og det naturlige og forholdet mellem væsner, indenfor familier og mellem fremmede. 
Hendes udstilling er en stærk kommentar til vores tids mange problemer med klima, uddødende arter, fremmedhad, rovdrift på vores klode mm.
Det er en meget kærlig udstilling.

Efter rundvisningen spiste vi i museets cafe.

Designmuseum Danmark den 27. februar 2019

27 medlemmer af Metropolis deltog i omvisningen udstillingen Creme de la creme.

Endnu engang var vi beriget med en ung, engageret og velorienteret guide, Ane, som startede med at forklare , at vi var på ”hjemmebane” idet museet er placeret i det tidligere Kgl. Frederiks Hospital, Danmarks første hospital for ubemidlede. En smuk Rokoko bygning som efter donation af Ny Carlsberg Museumsfonden, blev ombygget til museum af arkitekt Kaare Klint i 1926.

Udstillingen bestod af flere mesterværker fra museets gemmer, som aldrig har været udstillet samlet. Et vægtæppe fra 1500-tallet fremstod i klare farver. Ifølge Ane, vores omviser, kunne en erfaren væver producere 1 -1,5 kvadratmeter vægtæppe på 1 år!! Fra Gobelin i Paris var ophængt et tohundrede år yngre vægtæppe, som var tydelig mere falmet. Angiveligt på grund af krav om flere farve nuancer.

Videre til et rum med de hvide og blå mønstrede Ming vaser fra det 13.-15.århundrede. Den kinesiske porcelænsproduktion var grundlaget for opstart af europæiske porcelænsfabrikker, først og fremmest i Meisen, men senere også Den kongelige Porcelænsfabrik i København.
Der var montre med fremragende smykker af blandt andet parisiske René Lalique, keramik af Paul Gaugin, Asger Jorn og Corneille, samt et rum med udvalgte Toulouse-Lautrec plakater fra museets enestående plakat samling.

Som det sikkert forstås, kom man vidt omkring, men kvaliteten levede rigeligt op til overskriften Creme de la Creme.

Besøget afsluttedes på museets Cafe Klint , som også kan anbefales

Van Gogh på Arken den 9. januar 2019

Besøg på Arken Van Gogh udstilling.
19 medlemmer af Metropolis oplevede en imponerende Van Gogh udstilling med 39 værker fra Kroller Muller museet i Holland – en samling skabt af en forudseende privat samler, der primo 1900 tallet opkøbte en del Van Gogh værker og har den næststørste Van Gogh samling i verden.

Temaet for udstillingen var spiritualitet i Van Goghs værker, hans forhold til naturen sammenkædet med hans liv og livsanskuelser. Alt levende gjort af en meget inspirerende omviser.

En udmærket to-retters menu efterfølgende i Arkens cafe.

Tilføj din overskrift her